Digte

Sommer
det var sommer da jeg traf dig
sommer og kastanien stod i blomst
du kom
med et smil som jeg vil mindes
og gemme til jeg møder dig igen

Den sommer
kom mit hjerte til at banke
mit unge
og søgende sind
aned’
lige med ét at kærligheden kommer
hvis man åbner sjæl og sind

Du kom
med solens lys i dine øjne
jeg stod
stum og blændet helt fortabt
og blot
med et smil på dine læber
kan du binde sjælen din til min

Når du kommer tilbage
frem af regnen
og jeg genkender dig når du kommer
imod mig
vil jeg løbe hen ad gaden
løbe dig imøde
kaste mig i dine arme
midt på gaden
jeg vil uden tvivl omfavne dig
når du kommer tilbage
fra den lange adskillelse
vil jeg råbe at jeg elsker dig
og du vil sige, at du altid har elsket mig
jeg vil uden tvivl råbe
af glæde
le og græde
af glæde
når du kommer ad den gade –
når du kommer til syne
som jeg netop har håbet
da vil glæden ved at have fundet dig igen
netop som jeg håbede på, få mit hjerte til at flyde
over
ta’ dig i hånden, se på dig
følges med dig gennem hele mit liv
når du kommer tilbage til mig
jeg vil ta’ dig med mig hjem
når du kommer tilbage

Når du smiler
krummer du næsen
når du smiler
fyldes mit væsen
af sød musik

Dine øjne ler
om kap med solen
dine øjne ler
og jeg blir gloende
fra top til tå

Din gang er let
som vindens leg
din gang er let
det mindes jeg
med fryd i sind

Og regnen faldt
blødt i dit hår
og regnen faldt
og jeg forstår
det er for sent.

Lad os mødes
i ly af mørket
det kan gå
i ly af mørket
de skal intet vide
ingen af dem
de kan ingenting forstå

Bare dig og mig
i mørket
i forårsnattens
bløde mørke
du har sanset
mit indre væsen
du alene kan forstå

Du må ønske
i ly af mørket
jeg vil gi’ dig alt
i ly af mørket
for jeg aner
hvad du savner
og jeg tror nok jeg forstår.

Som en sommerfugl på lette vingeslag
kom du imod mig
et pust af sødme og nektar
et strøg om min kind
jeg beundrede solens kåde leg
i din smukke farvepragt
men just som synet fortryllede mig allermest
og jeg knapt nok bemærkede hvad der var sket
flagred’ du ganske stille, men hastigt bort fra mig

Fortryllende sommerfugl
jeg tilbeder det, som minder om dig
kom nu frem af dit skjul
for sjælen min flagred’ op mod en sky
og den følger dig hvor du går og står
min mit hjerte føler sig fængslet, bastet og bundet
kan ikke gøre sig fri af dit hekse

Som fem-takkede myriader af stjerner
spreder hylden i blomster skærme
sin skønne sommer duft
Duften som giver løfter om
en sensommer- høst
af liflige bær

Når hylden blomstrer
er du langt fra mig
når hylden blomstrer
og spreder sin duft
er du her ikke til at nyde
det hele med mig

Kun ved at dele
alting i to
bliver elskoven, livet, det altsammen helt
Bliver man to om alting
da falder alt først i hak
bliver man to
gi’r livet, sommeren
hyldeblomstrenes duft
pludselig samlende mening.

Var det dig jeg så sidste nat
med en fremmed
hånd i hånd, slentre afsted
for blind til at se, at jeg gik forbi
var det dig som hører hjemme
i mine arme og ingen andres
kan det være sandt
eller var det kun en ond drøm

Var det dig jeg hørte sige “skat”
til en fremmed
som har hørt den slags ord tusindvis af gange
og som gladeligt udnytter et stakkels, tørstigt fjols
var det dig mit hjerte græd for
sidste nat da du intet ku’ høre
kan det være sandt
eller var det kun en ond drøm

Du behøver ikke svare
for min sjæl har sanset smerten
den er ikke spor i tvivl
jeg tør bare ikke tro det
denne nøgne, kolde sandhed
borer sig ind i min hjerne
– det var dig jeg så sidste nat
med en fremmed –